ET LIV SOM RIDDER
Den fred, som Rikard og Saladin så gævt smedede i 1192, varede længe efter at de havde forladt skuepladsen. Både i korsfarerstaterne og i Europa fik riddervæsenet lejlighed til at blomstre i nye former for ridderskab.
Regler og ceremonier
Den ret primitive lenshyldingsed og kirkens første håb om et moralsk bedre menneske havde forbavsende nok båret frugt. I løbet af hundrede krigsår havde riddervæsenet udviklet sig til en slags broderskab, ikke alene militært, men også religiøst og socialt.At blive ridder var ikke længer så enkel en sag. Riddervæsenet var nu praktisk taget en religiøs orden med sine egne regler og ceremonier og sine egne specielle anstandslove. Naturligvis var det ikke alle riddere, der overholdt den standard, der krævedes af dem; men det vigtigste var, at deri høje standard overhovedet fandtes, så at en ridder kunne bedømmes ud fra sin høviskhed i højere grad end for sin hårdhed.
Til top
En ridders oplæring
»Almuen forkæler deres børn«, siger en postil fra det 13. århundrede, »og laver små røde kjoler til dem, og når de så bliver ældre, sætter de dem til at pløje. Men de adelige begynder med at sætte deres børn nederst ved bordet og lader dem spise sammen med tjenestedrengene, og når de så vokser op, sætter de dem i højsædet«. At blive ridder forudsatte, at man begyndte tidligt, for der var meget at lære, ikke alene om krigsførelse, men også om høviskhed.
En ridders søn kunne allerede i syvårsalderen blive taget fra sin moders omsorg og sendt til en mægtig adelsmands borg for at begynde sin oplæring til page. Han havde alle slags tjenerhverv: han skulle hente og bringe, løbe ærinder, hjælpe husets frue i alle hendes gøremål; han skulle lære at komme, når der blev kaldt, og at vente tålmodigt, når der ikke var noget for ham at gøre. Efterhånden som han blev ældre, fik han nok at bestille. Det kunne være, at han lærte at spille på et eller andet musikinstrument, at digte, at varte op, at strigle heste eller passe falke. Han lærte brugen af de våben sværd, lanse, økse som hans liv måske en dag ville komme til at afhænge af, og han øvede sig i brydning, spring, løb, og i at svinge sig i sadlen uden at røre stigbøjlerne og mens han var i fuld rustning. Hele denne oplæring forberedte ham til det næste trin: at blive væbner, når han var omkring de fjorten.
Æresbegrebet
Æresbegrebet var vokset frem af riddervæsenets militære og lensmæssige side. Dyden, som stammede fra ridderskabets religiøse kildespring, var lige så vigtig for den kommende ridder hvad præsterne aldrig blev trætte af at gentage. Ramon Lull, som først var ridder ved det spanske hof og som siden blev missionær blandt saracenerne, skrev i sin Bog om Riddervæsenets Orden, at en ridder skulle vise mådehold i alting, at han skulle undgå dovenskab, misundelse og storagtighed. Han fordømmer de riddere, som er »stolte af deres smukke udseende . . . som holder spejl i hånd . . . og anden tidkort«. Givet er det, at den dybe religiøse følelse, som lige så fuldt prægede korstogene som ønsket om at vinde lande og rigdomme, hjalp med til at indpode nogle af disse kristne dyder i unge adelsmænd.
Kvinden
Men der var også høviske dyder, som bragte de gode manerer frem. De kom især til udtryk i en ændret holdning til kvinderne.
Der var mange grunde til denne forandring. De unge drenge, der blev taget fra deres mødre og sendt til et andet hjem, hvor de skulle arbejde hårdt, måtte naturligt forbinde begrebet Moder med barndommens lykkelige, sorgløse dage. Deres nye hverv bestod ofte i at hjælpe slottets frue, og til gengæld kunne de blive behandlet med den mildhed, der tilkom en lille dreng langt fra hjemmet. Man må formode, at de af deres nye venner har faet belæring om, at de skulle være blide og venlige, når det drejede sig om kvinder. Mange riddere kårede jomfru Maria til deres særlige skytshelgen i stedet for mere krigerske helgener.
Ridderens liv i korstogstiden - artikelserie om middelalder - skoleservice 2004