Det fjerde og mest tragiske af de seks store korstog begyndte ved en turnering i Nordfrankrig i et adeligt, luksuspræget milieu. En ny militærekspedition til Østen havde ligget i luften i lang tid. Resultaterne af det tredje korstog havde været magre.
Det tredje korstog
Ved udgangen af det 10. århundrede havde frankerne kun Tripolis, Antiokia og en smal kyststrækning på I 50 kilometer Frajaffa til Tyros. Jerusalem, byen som det havde været det tredje korstogs mål at generobre, var stadig på muhamedanske hænder. Og de endeløse stridigheder mellem det østlige kongeriges fyrster fortsatte stadig. Da Innocens 111 var blevet pave i i i 98, talte han om sit inderlige ønske om at sende en hær til det Hellige Land. Året før havde Henrik VI, kejser over det Hellige Romerske Rige, planlagt et korstog, der imidlertid blev aflyst på grund af hans pludselige død. I året i i 99 prædikede to af pave Innocens’ repræsentanter hellig krig. Den ene, kardinal Peter af Capua, forkyndte, at alle der tog korset ville fa fuld tilgivelse for deres synder. Den anden, en omvandrende præst ved navn Fulko af Ncuilly, var endog mere dramatisk. Hans prædikener, mente folk, ledsagedes af himmelske jærtegn og undere.
Korstog
I november i i 99 afholdt grev Thibaud af Champagne en turnering. Mange riddere kom for at ride dystløb og deltage i skinfægtningen, og dagen efter turneringen opfordrede greven Fulko til at holde en prædiken. Hain må have prædiket korstog med større glød end ellers, for ikke alene tog grev Thibaud og hans fætter Ludvig af Blois korset, men alle hans gæster gjorde ligeså. I løbet af de næste måneder bredte bevægelsen sig hastigt, og hundreder af andre adelsmænd svor, at de ville tage med.
En anden, der overværede deri navnkundige turnering og tog korset, var Gotfred af Villehardouin, marsk af Champagne. På grund af sin ridderlige ære og taktfølelse blev Villehardouin anset som en af de mest velegnede udsendinge, når det kom til de vanskelige forhandlinger om at fa transporteret de ivrige korsfarere til Østen.
Venedig og Byzans
Eftersom Byzans ikke længer var mægtig nok til at yde dem hjælp ad vejen over land, ville de tage søvejen. Venedig havde den største flåde på havene; derfor blev Gotfred af Villehardouin og fem andre udsendinge først på året 1201 sendt ud for at forhandle med venetianerne om transportmuligheder.
Venedig var en by fuld af mystik, men den hvilede på et solidt grundlag, nemlig forretning. Den var blevet rig ved at handle med klædes- og vincentrene i Vest- og Nordeuropa. Dens ærgerrige og mægtige handelsfamilier finansierede flåder, der sejlede overalt i Middelhavet og gjorde forretninger både med saracenere og frankere.
Da Villehardouin kom dertil, var republikken Venedigs leder dogen Enrico Dandolo, en meget gammel, næsten blind mand, men fuld af energi og ærgerrighed, en værdig chef for en dreven’handelsby. Dogen og hans råd gik ind på at levere skibe og forsyninger til korsfarerne for en pris af 85-000 mark. Det lod også til, at han billigede deres beslutning om at angribe Ægypten fdrst, da det var der, den muhamedanske magt på den tid havde sit centrum. Og som han med glat tunge sagde, »for Guds kærlighed« ville venetianerne føje halvtreds galejer til den flåde, der skulle angribe Ægypten. Naturligvis var der også en mindre pris at betale for det: bare det at Venedig skulle have halvdelen af alt hvad der blev erobret af land og penge.
Vi samtykker
Denne overenskomst blev omsider stadfæstet af byens folk, da titusinder samledes i og omkring Markuskirken. Det var et bevægende øjeblik, da de råbte: »Vi samtykker, vi samtykker!«
Men uden at Villehardouin og de venetianske borgere vidste det var dogens repræsentanter allerede i Ægypten. De var der for at afslutte en handelstraktat med sultanen og for at love ham, at Venedig aldrig ville påføre hans land krig. Langt mere ønskværdigt end et ruinerende korstog var
En anden, der overværede denne navnkundige turnering og tog korset, var Gotfred af Villehardouin, marsk af Champagne. På grund af sin ridderlige ære og taktfølelse blev Villehardouin anset som en af de mest velegnede udsendinge, når det kom til de vanskelige forhandlinger om at fa transporteret de ivrige korsfarere til Østen.
Eftersom Byzans ikke længer var mægtig nok til at yde dem hjælp ad vejen over land, ville de tage søvejen. Venedig havde den største flåde på havene; derfor blev Gotfred af Villehardouin og fem andre udsendinge først på året 1201 sendt ud for at forhandle med venetianerne om transportmuligheder.
Venedig var en by fuld af mystik, men den hvilede på et solidt grundlag, nemlig forretning. Den var blevet rig ved at handle med klædes- og vincentrene i Vest- og Nordeuropa. Dens ærgerrige og mægtige handelsfamilier finansierede flåder, der sejlede overalt i Middelhavet og gjorde forretninger både med saracenere og frankere.
Da Villehardouin kom dertil, var republikken Venedigs leder dogen Enrico Dandolo, en meget gammel, næsten blind mand, men fuld af energi og ærgerrighed, en værdig chef for en dreven’handelsby. Dogen og hans råd gik ind på at levere skibe og forsyninger til korsfarerne for en pris af 85.000 mark. Det lod også til, at han billigede deres beslutning om at angribe Ægypten først, da det var der, den muhamedanske magt på den tid havde sit centrum. Og som han med glat tunge sagde, »for Guds kærlighed« ville venetianerne føje halvtreds galejer til den flåde, der skulle angribe Ægypten. Naturligvis var der også en mindre pris at betale for det: bare det at Venedig skulle have halvdelen af alt hvad der blev erobret af land og penge.
Here PHP
Kontakt os